Om Cykling For Livet
En tur i en rickshaw er mere end blot en cykeltur. Det er en mulighed for i en svær tid, at give mennesker en fælles oplevelse, hvor de kan føle, at de lever livet fuldt ud, mærker luften og livet.
“Vi skal bare have en helt kort tur. Ikke mere end 10 minutter”, sagde en ansat, der sammen med en af patienterne på Gudenå Hospice skulle på en fælles tur. “10 minutter senere ville ingen af dem tilbage , så vi fortsatte bare”, fortæller Maria Soon Mousten, der er projektleder i Cykling For Livet.

“Vi har ikke snakket om andet end den cykeltur de sidste tre timer” – hustru til hospiceindlagt patient, der var op tur sammen i rickshawen.
“Hvornår kommer I igen?”, lød det forventningsfuldt fra Smiljka efter en tur i en rickshawcykel med Cykling For Livet. Her snupper Smiljkas barnebarn lige en selfie i løbet af deres fælles tur. Billedet er taget i forbindelse med vores besøg hos Sct. Maria Hospice.

Alle billeder stammer fra foreningens hospiceprojekt “Cykling For Livet på hospice”, hvor vi samarbejder med hospicer i hele landet.
Inspirationen til Cykling For Livet
Inspirationen opstod i 2019, hvor vores projektleder, Maria Soon Mousten, var på en konference i Canada i forbindelse med sit tidligere arbejde. Her mødtes hun med frivillige fra hele Nordamerika. En canadisk frivillig fortalte, at hun havde tilbudt en rickshawtur til en patient fra et hospice. Fra den første dag hospicepatienten fik en cykeltur i en rickshaw, var hun ude at cykle hver dag, indtil hun gik bort. Den frivillige fortalte, hvor meget patienten nød at komme ud i naturen hver dag, komme væk fra hospicet og få stimuleret alle sanser. Fortællingen rørte Maria dybt, så da hun kom hjem til Danmark udviklede hun videre på tanken om at give hospicepatienter mulighed for en tur i en rickshaw.
Maria kontaktede og besøgte Hospice Sjælland 5-6 gange i vinteren 2019. Hun lånte en rickshaw fra et nærliggende plejehjem, cyklede over til hospicet og tilbød deres patienter en cykeltur, hvor de kom ud, mærkede årstiden og kunne komme længere væk end en tur i en kørestol tillader. Det var helt tydeligt, at patienterne nød turene og flere fortalte, at de fik dem til at føle sig frie og fik ledt tankerne over på noget andet end sygdom. På hver cykeltur var der altid en frivillig eller en pårørende sammen med patienten, så de fik mulighed for at dele oplevelserne med hinanden.
Personalet, lederen, de frivillige så alle den positive effekt, som cykelturene havde på deres patienter og valgte selv at fundraise til en rickshaw.
Året senere blev Cykling For Livet formelt etableret.
Læs mere om foreningens arbejde under de forskellige projekter. I dag har foreningen ikke kun hospicepatienter som målgruppe, da det hurtigt viste sig, at mange andre også kunne have gavn af en tur i en rickshaw.
